Rudersdal Mæglerne

præsenterer Birkerød

Udforsk

Historiske men moderne Birkerød
Birkerød er den største bymæssige bebyggelse i Rudersdal Kommune. Byområdet består af bydelene Birkerød, Kajerød, Ebberød og Bistrup, der er vokset sammen.  I 1682 bestod Birkerød af fem gårde, to huse med jord og 21 huse uden jord. Det samlede dyrkede land udgjorde 118,3 tønder land. I dag er Birkerød en moderne bydel med alt, hvad det indebærer af faciliteter såsom skoler, fritidsaktiviteter og indkøbsmuligheder.

Byen er omkranset af den skønneste natur
Fredelige villaveje med smukke, gamle villaer, attraktive rækkehusbebyggelser på små lukkede veje og gamle landsbyhuse kendetegner byen, og her kan store såvel som små trygt færdes til fods og på cykel. Uanset hvor man befinder sig i området, mærker man naturens nærhed. Et af de mest spændende naturområder i Birkerød er nok det urskovsagtige Vaserne, der ligger i det nordøstlige hjørne af Furesøen. Her er en mosaik af forskellige naturtyper, som giver gode levevilkår for et rigt fugle- og planteliv. Ikke mindre end 150 fuglearter er set her. Området er især kendt for sit store antal hulrugende fugle, som finder bolig i de mange hule elletræer, der vokser i Vasernes ellesump. Vaserne gennemkrydses desuden af et veludbygget system af stier, så det er let at komme ud og opleve områdets spændende natur. Birkerød er også omgivet af Bistrup Hegn, som er en skov med stisystemer og legeplads. I den nordlige del af Birkerød ligger Sjælsø, hvor man kan bade og fiske fra bredden.

Skøn og tryg hverdag
Der er skønt og trygt at bo i Birkerød, hvor naturen med åbne marker, frodige skovarealer og store søer byder sig til året rundt. Byen udmærker sig også ved, at rumme alt, hvad man behøver i hverdagen. Her er flere skoler, et væld af fritidsaktiviteter og et velassorteret butiksmiks. Derudover er der fra Birkerød kun cirka 30 minutters kørsel til København, så det er en let sag, at pendle frem og tilbage. Birkerød har alt, hvad hjertet begærer af gode tilbud. Byen har egen jernbanestation, posthus, bibliotek og flere udsøgte restauranter.

Birkerød er familiens by
Birkerød rummer flere dagligvarebutikker og specialforretninger på Hovedgaden. Byen har også egen biograf og flere populære skoler. Med Birkerød Skole, Toftevangsskolen, Bistrupskolen og Birkerød Privatskole har de yngste gode rammer om hverdagen, og teenagerne kan fortsætte skolegangen på Birkerød Gymnasium, som driver international skole i form af en engelsksproget IB-linje og en kostskoleafdeling. Birkerød er også kendt for sit rige foreningsliv, herunder idrætsforeninger som Svømmeklubben SIGMA, fodboldklubben I.F. Skjold Birkerød, som er blandt Sjællands største, Birkerød Tennis og Squash Klub samt Furesø Golfklub. Der er med andre ord masser af tilbud for familiens børn og et væld af fritidsaktiviteter. Derudover er byen også rig på kunst og kultur. Blandt øvrige foreninger kan nævnes Birkerød Kunstforening, Ny Musik, Birkerød Kammermusikforening og Birkerød-koret.